Så fik han sin dom
I sidste uge sad jeg i retten i Næstved, hvor jeg skulle overvære en retssag mod en mand, som jeg kun kendte under navnet Denmark00. Der var gået fire år fra sagen blev politianmeldt, til han endte i retten. Den dag fik jeg navn og ansigt på. Og han fik sin dom.
Tilbage i marts 2020 hvor vi alle sad i coronaskjul hjemme bag skærmen, fik jeg et tip om, at der på det russiske fotodelings-site imgsrc.ru, hvor man kan oprette anonyme profiler og dele private billeder, befandt sig en profil, der delte billeder af det, han selv beskrev som danske børn. Hans profilnavn var Denmark00. Den artikel kan du læse HER.
I hans mapper var der billeder af børn, der foran familiens kamera har ladet sig fotografere i alt fra undertøj, badetøj til små kjoler. Det var glade børn på stranden, i soveværelset og foran juletræet. Skal jeg gætte, så var de alle under 18 år. De fleste langt under. Det her var børn.
Under billederne i mapperne blev børnene seksualiserede af anonyme profiler. “
“Jeg bliver ophidset.”
“Jeg vil klæde dem af, kæle med begge og have det sjovt.“
“Du kan også sige ‘liderlig tæve’,”
“She enjoys it for sure, and by the way she just turned 12 some weeks ago”, skrev danskeren under profilnavnet Denmark00 der selv deltog aktivt i tråden.
Da jeg første gang så Denmark00’s profil på det russiske site, havde han oprettet 13 forskellige fotomapper med i alt 1.111 billeder. Der var flere mapper, der indeholdte forskellige børn. Andre mapper var tilegnet ét barn, hvor man her kunne følge barnet fra lille og indtil barnet blev omkring de 17 år. En af de mapper hed Summersisters, en mappe med to søstre. Ingen behøvede en profil på sitet eller en kode, for at tilgå billederne.
Der var een mappe, der var en smule anderledes. For den var låst. I den mappe var der blot et billede af det, der umiddelbart lignede en meget spinkel dreng, der lå på en strand med et erigeret lem. For at man kunne få adgang til den mappe, skulle man først have en kode fra Denmark00. Den lå i en af trådene.
FAMILIERNE
Jeg fik teknisk hjælp til at søge efter Denmark00 og familierne. Det sidste var nemmere end det første, men begge dele lykkedes til dels. For mange af billederne havde en Instagram- og Facebook-kode, et udtryk for, at de på et tidspunkt var delt på de sociale medier, og vi fandt hurtigt frem til de første tre familier.
En af dem var Christina (navnet er anonymiseret), moderen til de to SummerSisters, der naturligvis blev dybt chokeret over fundet, og efter Christina og jeg havde gennemgået billederne sammen, fandt moderen frem til, at enkelte billeder aldrig var blevet lagt ud på sociale medier, og det er måske det, der gjorde forskellen for politiets efterforskning. For da jeg første gang kontaktede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, fik jeg følgende citat:
“Man skal kun anmelde det til politiet, hvis der er tale om ulovlig deling af nøgenbilleder og/eller pornografisk materiale.”
Efter Christina havde politianmeldt sagen, vendte politiet nu tilbage med et mere uddybende citat.
“…..eller hvis billederne er tilvejebragt ved hacking eller via andre strafbare forhold. “
For det var flere af billederne, og den eneste grund til, at politiet nu valgte at efterforske sagen.
EFTERFORSKNINGEN
Jeg og min partner havde gravet flere oplysninger om Denmark00 frem, heriblandt hans IP-adresse, der fortalte os, at han sandsynligvis befandt sig et sted på Sydsjælland. Du kan fake en IP-adresse, så den viser, at du befinder dig et sted i verden efter dit eget valg, men da vi også havde fundet hans mailadresse et andet sted på nettet, var vi af den overbevisning, at han var dansk og højst sandsynligt boede i Sydsjælland.
Min partner, der arbejder med IT, havde kontakt med politiet i april 2020, hvor han valgte at overlevere ip-adressen til dem.
Ifølge retsmødebegæringen som jeg efterfølgende har fået tilsendt, tog politiet 10 måneder efter, mere præcist den 1. februar 2021 ca. kl. 08.10 ud til Denmark00s adresse, til hvad jeg formoder er en ransagning. Her blev der beslaglagt én mobiltelefon og to computere, og der blev fundet 10.374 stykker pornografisk materiale af personer under 18 år. Mere præcist 9.202 fotografier i kategori 1, 1.099 fotografier i kategori 2 og 73 fotografier i kategori 3. Derudover blev der fundet 44 filmsekvenser i kategori 1 og 2.
Denmark00 var blevet tiltalt for to forhold. Det ene var under databeskyttelsesforordningen, ved på et ikke nærmere fastlagt tidspunkt i perioden mellem den 26. april 2017 og den 26. marts 2020 uberettiget at have videregivet oplysninger uden de registreredes samtykke eller uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren til børn under 13 år, idet han på hjemmesiden www.imgsrc.ru delte 49 billeder af børnene, herunder 44 billeder, hvor de var under 13 år. Det var blandt andet Christinas to døtre.
Han var også tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2, som var det børnepornografiske materiale med børn under 18 år i kategori 1, 2 og 3, som der blev fundet på hans digitale enheder.
Da det var en ren tilståelsessag, var retssagen berammet til 45 min.
Fra sagen blev anmeldt til politiet, til Denmark00 sad i retten, gik der næsten på dato fire år.
RETSSAGEN
Den 20. marts 2024 kl. 15:30 befandt jeg mig i sal 4 i retten i Næstved. Her så jeg Denmark00 for første gang. Det lyder nok sært, at beskrive nogen som en helt almindelig 31-årig mand, for hvad er definitionen af almindelig. Men jeg tror, vi nok alle er båret af fordomme og har forventninger til, hvordan et menneske ser ud, der ligger inde med så meget børnepornografisk materiale. Men han var en helt almindelig 31-årig mand, der kunne være din ven, kæreste eller nabo.
Iført et par blå jeans, en pæn grå sweaters og et par sneakers, sad den 31-årige alene på en stol foran dommeren. Udover den kvindelige dommer, var der kun hans forsvarer, anklageren og mig til stede i retslokalet. Ingen familie eller venner. Og der var ingen tvivl om, at en journalist tilstedeværelse gjorde ham nervøs.
I løbet af retssagen kom det frem, at han boede i et parcelhus med sin kæreste, havde fast arbejde og var frivillig i beredskabet, og, at kæresten ikke var blevet informeret. Med noget der virkede som en form for undskyldning, fortalte han, at han havde haft en dårlig barndom. “Jeg blev tabt på gulvet.” Han forklarede også, at han ikke havde søgt eller fået hjælp i den mellemliggende periode, men “havde søgt indad” for at blive klogere på sig selv.
Da det var en ren tilståelsessag. Erkendte at billederne var fundet på nettet. Så blev dommen afsagt lige efter bevisførelsen var fremlagt, og både forsvarer og anklageren var kommet med deres bemærkninger om sagen.
Den 31-årige blev dømt skyldig i begge punkter, og dommeren valgte at følge anklagemyndighedens anbefalinger, så han fik en bøde på kr. 30.000 for at have delt billederne af de to søstre uden deres eller forældres samtykke. Dommeren valgte samtidig, at eftergive bøden på grund af den lange behandlingstid.
For punkt 2 fik han 4 måneders ubetinget fængsel. Her blev det fremhævet af dommeren, at det jo var kategori 2 og 3, der var af den grove slags.
Han tog ikke imod dommen, og har fået 14 dages betænkningstid til at anke sagen.
At stjæle andres billeder, er som politiet nævner, ikke noget man normalt anmelder til politiet, da det hører under datatilsynet, hvortil man kan sende en klage. Bør der ske en ændring i lovgivningen, så det handler om hvilken kontekst det bliver delt i og ikke kun at de deler, har jeg spurgt Kathrine Elmose Jørgensen, digital medieekspert fra Børns vilkår, og hun fortæller, at det kan være en stor krænkelse at blive delt i en sammenhæng med pædofile lige meget hvad.
“Vi ved også, at nogle billeder (uden intimt indhold) misbruges og deles i mobbesammenhænge, på sladderprofiler og andet – her er det ikke nødvendigvis det specifikke foto, der er problemet, men den kontekst det indgår i; kommentarer til billedet, yderligere deling osv. Og grundlæggende det, at der ikke er givet samtykke. Det krænker retten til privatliv, uanset om der er nøgenhed på billedet eller ej. Men det kan være en skærpende omstændighed hvis billedet er af intim karakter.”
Kathrine Elmose Jørgensen fortæller, at det er vigtigt, at beskytte børn og unge bedre på nettet og bidrage til at skabe etisk forsvarlige digitale kulturer og lovgivningen bør følge med her ift. den teknologiske – og teknosociale – udvikling.
Under retssagen blev der ikke på noget tidspunkt nævnt, at han under punkt 1, havde delt 1.111 billeder af over 500 forskellige danske børn, eller at de blev seksualiseret af pædofile. Der bliver alene talt om deling af billeder.
ET BLANDT MANGE
Det russiske fotodelings-site er et af mange, der ligger på servers rundt om i verden. Blandt anonyme profilnavne bliver der åbent delt billeder af små piger og drenge, og i lukkede mapper, der kræver en kode. De sidste har jeg ikke haft lyst til at få adgang til.
På det samme russiske fotodelings-site, hvor jeg fandt Denmark00, fandt jeg også en profil der hedder danishmann. Sidst denne profil rettede eller tilføjede noget i sin mappe, var for fem år siden. Et år før vi fandt Denmark00. I profilens bio står der blot nævnt en protonmail, som er en krypteret og sikker mailservice. Mappen er døbt “danish” og “Keep it clean…. or comment on mail.” Profilen deler blandt andet hverdagsbilleder af børn. Små piger i bikini. Drenge i badebukser. Alle glade små børn.
Denmark00 er ikke den eneste dansker på det site, der deler billeder af danske børn.
Er du en stolt forælder, der deler feriebilleder af dine børn på nettet, eller måske en af de mange mominfluencers, der med et betalt partnerskab med Libero eller andre ble-virksomheder, viser små videoklip og billeder af jeres små børn i bleer, så lad dit værste mareridt her udfylde resten. For der er ingen garanti for, at de billeder ikke allerede er delt og seksualiseret blandt pædofile.
Og hvis ikke det er nøgenbilleder, så kan I, som Christina og hendes to døtre, risikere, at den, der stjæler billederne, kun får en bøde, hvis personen bliver fundet. Det sidste kræver nok en emsig journalist.
Det er et svært område at dække som journalist. Der er mange hensyn at tage. Så her har du et par af mine overvejelser.
I min første artikel fravalgte jeg at bruge hans rigtige profilnavn, da jeg ikke ønskede, at andre skulle finde frem til de danske børn, der blev delt af ham. Hans profil blev lukket ned i august 2020 – seks måneder før politiet ransagede hans digitale enheder. Så i denne artikel har I fået hans rigtige profilnavn: Denmark00.
*Som journalist udleverer jeg aldrig mine kilder, men jeg havde ingen kontakt med ham, og denne sag er anderledes.
Under retssagen i Næstved bad forsvareren om at få nedlagt navneforbud. Dommeren sagde nej. Det ønskede hun ikke. Jeg har dog valgt at lade sagens hovedpersoner være anonyme.
by