Er der blogblokering hos det offentlige?

“Vi har ikke tid til at svare på bloggeres henvendelser”, var ordene fra presseafdelingen hos Københavns Politi, da de i dag afviste at svare mig på min 12 dage gamle mail. Det svar kom der et nyt blogindlæg ud af.

Den 1. april 2016 var jeg i gang med at skrive et indlæg om falske webshops, så jeg skrev til Københavns Politis presseafdeling for at høre, om de havde en afdeling, der stod for denne form for digital kriminalitet, og om det var muligt at høre mere om, hvordan de arbejdede. Jeg var klar over, at det sidste ikke kunne forklares kort, men jeg håbede at komme i kontakt med en medarbejder fra afdelingen.

Den 5. april havde jeg ikke hørt fra dem. Til gengæld havde min vinkel ændret sig fra at være et indlæg om falske webshops i flertal, til et om webshoppen www.tilhuset.com, som jeg i dag ved, svindlede for en halv million på blot fem dage. Det skrev jeg efterfølgende til politiet.

Den 12. april havde Københavns Politis presseafdeling fortsat ikke svaret mig, og samme dag blev mine spørgsmål afvist pr. telefon af presseafdelingen d,  “de ikke har tid til at servicere bloggere”.

Den digitale virkelighed
Nyhedsplatformen har ændret sig, og læserne er gået bort fra blot at vente på oldschool avisers knitrende artikler, til i stedet at google efter de digitale mediers. Det vi søger – og det vi finder – er det, vi læser.

”Breaking” og de hurtige overskrifter samt en stor del af det internationale stof er fortsat de store nyhedsmediers berettigelse. Meget andet får læserne fra dem, der skriver det, de godt kan lide at læse.

Nogle finder spændende artikler hos Zetland, POV eller Altinget. Andre hos Den Fri, Den Korte eller Journalisten. Og så er der nogle, der vælger os små bloggere, når de scroller efter læsestof.

Selvom vi ikke har samme læserskare, bør vi dog ikke overses i mediebilledet. For vi kan som alle andre medier skabe. Og vi kan skade. Den første del bliver benyttet af så mange store virksomheder, at der har været behov for at lovgive om skjult reklame på blogs.

Men nu skriver vi jo ikke alle om mad og make-up.

Jeg kan. Først
Da jeg var først ude med historien om Mohamad og #BilkaGate, blev den læst over 13.890 gange på min blog, inden resten af Danmarks medier havde den på forsiden. Min historie om falske Facebook-konkurrencer blev på tre dage læst over 10.000 gange.

Da jeg tilbage i 2013 skrev for DenFri.dk om overfaldet på en kvinde med en barnevogn, og hvad jeg mente kunne være en falsk anmeldelse der blev delt på de sociale medier, blev artiklen DELT – og ikke blot læst – over 11.000 gange og blev blandt årets mest læste. Det var højst sandsynligt også derfor, at politiet valgte at se på sagen igen, og jeg kunne nu skrive et nyt indlæg om drejningen i sagen. En artikel der også kom på listen over Årets mest læste. Del to kom også på Kommunikationsforum, hvor over 15.000 kiggede forbi. #LidtPralSkalDerTil

Jeg skriver ikke hver dag, da jeg ikke kan leve af det. Og det er langtfra altid, jeg får skrevet noget, der fænger. Noget der nok gælder for de fleste skrivende. Men breaker man som blogger, kan man enten blive elsket eller hadet, og hvis jeg ikke gør det godt nok, kan også jeg blive stævnet efter paragraf 267. Og da jeg ikke har en redaktionschef at gemme mig bag, er det lige så vigtigt for mig at kunne underbygge og bevise det, jeg skriver om, som det er for de veletablerede medier på mediestøtte, og for dem der er medlem af pressenævnet. Men det kan være svært, hvis presseafdelingerne vælger at sætte en blogblokering på mig.

Skal jeg virkelig blogge af?
Jeg elsker når jeg får færten af en god historie. Jeg nyder researchdelen, jeg tænder, når jeg finder den røde tråd, og jeg bliver høj, når jeg samler materialet til min historie. Og uanset om pressecheferne kan lide det eller ej, så er jeg en del af den nye digitale virkelighed. Og jeg håber, at jeg er kommet for at blive.

Men for at være en god blogger, der kan formidle seriøst og redeligt, kræver det, at jeg har adgang på lige fod med de andre medier. Og selvom det ikke var grunden til, at jeg meldte mig ind i Dansk Journalistforbund, sikrede indmeldelsen mig dog et pressekort, der ifølge forbundet bogstavelig talt kan få mig ind “bag politiafspærringer”. Men det kan åbenbart ikke sikre mig et svar fra deres presseafdeling.

Dette indlæg er ikke en hetz mod politiets presseafdeling, for de arbejder jo blot ud fra de ressourcer, de har til rådighed. Det handler i stedet om os bloggeres virkelighed, og at det må være på tide at både statslige og kommercielle virksomheders presseafdelinger hopper med ind i 2016 og tager et valg om enten at justere deres organisation, så de har ressourcer til at servicere os bloggere i den nye digitale medievirkelighed, eller sætter en synlig blogblokering på deres website, så vi ikke spilder vores tid.

Blot at ignorere en bloggers høflige henvendelse er – som I nok kan læse her – en dårlig løsning. Vi skriver 2016, og medieplatformene er i en rivende digital udvikling. Og den – eller jeg – stopper ikke her.

by