Sextortion – kan også ramme dine børn
Da den unge teenager Jordan DeMay modtager en besked fra en tilsyneladende flirtende Instagram-profil, starter en uhyggelig spiral, som ender med hans død. Historien om Jordan Demay er et skræmmende indblik i den voksende cyberkriminalitet, hvor organiserede cyberkriminelle sælger guidelines til, hvordan alle kan lære at tjene penge på manipulation af unge.
I september 2024 faldt en dom over 2 unge nigerianske brødre, der stod bag en voldsom afpresning, der endte med at en 17-årig dreng, tog sit eget liv.
Det er aften i Michigan, da den 17-årige Jordan DeMay den 25. marts 2022 får en besked på Instagram fra en profil ved navn Dani.Robertts. De to begynder at skrive sammen, og i løbet af samtalen, der bliver mere og mere flirtende og seksuel, udveksler de billeder. Efter Jordan har sendt et nøgenbillede af sig selv, ændrer tonen sig. Nu begynder profilen, som senere har vist sig at være tre unge mænd fra Nigeria, at afpresse Jordan for penge. De kræver $1000, og hvis han ikke sender pengene, vil de sende billedet til hans venner og familie.
Jordan har ikke $1000, men sender $300. Han skriver til dem, at han vil tage sit eget liv, hvis de fortsætter med at afpresse ham. Deres svar var kontant.
“Do that fast… or I’ll make you do it… I swear to God,” skrev de tilbage. (1)
Seks timer efter, at profilen Dani.Robertts kontaktede ham, tog Jordan DeMay sit eget liv på sit værelse hos sin far. Jordan DeMay var blevet udsat for økonomisk sextortion.
Her fortæller Jordan DeMays mor om, hvad der skete den aften i Michigan.
FBI på sagen
Agenter fra FBI’s Michigan-afdeling efterforskede sagen, og fandt frem til afsenderne, som befandt sig i Nigeria. Det var tre unge nigerianske mænd, der stod bag, heriblandt de to brødre, Samuel Ogoshi, 22, and Samson Ogoshi, 20 fra Lagos, Nigeria, som FBI senere fik udleveret til USA.
I en pressemeddelelse fra det amerikanske justitsministerium (DOJ) blev det beskrevet, hvordan de to brødre havde afpresset over 100 ofre, heraf flere mindreårige. Brødrene købte hackede sociale mediekonti og udgav sig for unge kvinder, hvorefter de brugte beskedfunktionen til at kontakte deres ofre. De udførte online research for at finde ud af, hvor deres ofre boede, gik i skole eller arbejdede, og fandt frem til deres families og venners identitet.
I deres korrespondance opfordrede de ofrene til at producere seksuelt billedmateriale af sig selv. Når billederne var modtaget, lavede de en collage, som inkluderede de seksuelt eksplicitte billeder, kombineret med billeder af offerets skole, familie og venner. Derefter truede de med at offentliggøre materialet, medmindre offeret indvilligede i at betale via digitale kontantoverførsler.
Den 5 september 2024 – 2,5 år efter at den kun 17-årig Jordan DeMay havde taget sit eget liv, blev de to brødre fra Nigeria hver idømt 17,5 års fængsel, efter at have erklæret sig skyldige i seksuel afpresning af flere teenage-drenge og unge mænd.
FBI har i 2024 været ude og advare mod sextortion som et stigende problem. Fra oktober 2021 til marts 2023 modtog FBI og Homeland Security Investigations over 13.000 anmeldelser om økonomisk sextortion af mindreårige. Afpresningen involverede mindst 12.600 ofre – primært drenge – og førte til mindst 20 selvmord.
Også dansk politi, herunder National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), advarede i starten af 2024 mod den stigende tendens til økonomisk sextortion og fortalte her, at fra 2022 til 2023, var der sket en fordobling i antallet af sextortion-anmeldelser, der omhandler pengeafpresning.
Politikommisær Flemming Kjærside fra NSK vurderer, at der formentlig er et stort mørketal i sager om sextortion, da ofrene typisk er meget skamfulde.
”Vi ved fra både anmeldelser og fra vores samarbejdspartnere, at mange af de unge mænd, som har sendt nøgenbilleder eller -videoer af dem selv, er meget flove over situationen. Det kan tage rigtigt hårdt på børn og unge psykisk at vide, at nogen ligger inde med nøgenbilleder af dem. Derfor er det meget vigtigt, at de taler med en voksen om det, og forældre bør være opmærksomme på, om der sker en ændring i deres børns humør og adfærd,” siger politikommissæren.
Man taler om to forskellige typer af sextortion, den økonomiske sextortion, som oftest rammer unge drenge, og hvor man afpresser for penge, og seksuel sextortion, som oftest rammer unge piger, og består i at presse ofret til at sende flere seksuelle billeder, videoer eller udføre seksuelle handlinger. Her er målet ikke penge, men yderligere seksuelt materiale eller kontrol over offeret.
Yahoo boys
Bag Sextortion har man set flere organiserede cyberkriminelle, der ofte er placeret i vestafrikanske lande som Nigeria og Elfenbenskysten eller i sydøstasiatiske lande som Filippinerne.
Yahoo boys er et slangudtryk, primært brugt i Nigeria, til at beskrive den særlige type cyberkriminelle, der er kendt for at begå digital kriminalitet, herunder svindel og sextortion. Navnet stammer fra de tidlige 2000’ere, hvor de brugte Yahoo Mail som platform til at udføre bedrageri, ofte gennem kærlighedssvindel og falske online-forretningsaftaler. Med tiden har de udviklet mere avancerede metoder og teknikker, og Yahoo Boys står i dag bag en række forskellige former for digital kriminalitet.
Mange både uudannede men også studerende på nigerianske universiteter beskæftiger sig med internetsvindel. Med tilnavnet “yahoo boys er det blevet en livsstil for mange unge i Nigeria, da det er en nem måde, at kunne tjene mange penge.
For at kunne komme igang som svindler på nettet, er der nigerinaske yahoo boys, der på bla. youtube sælger færdige opstartspakker og retningslinjer til, hvordan man kan tjene penge på sextortion og andre former for digital svindel. Det eneste de unge købere nu mangler, for at kunne gå i gang, er et modem, en smart-phone og en måde at få overført penge på. Så er de klar til at afpresse en teenager.
META rydder fladen
I sommeren 2024 fjernede Meta omkring 63.000 Instagram-konti registreret i Nigeria, der var forbundet med sextortion, og 7.200 Facebook-konti, sider og grupper, der var dedikeret til at give tips om, hvordan man kan snyde folk, fortæller Reuters.
Meta fjernede samtidigt et mindre koordineret netværk på omkring 2.500 konti, der var knyttet til en gruppe på cirka 20 personer.
I starten af oktober 2024 har Meta igen været ude og fjerne profiler på Facebook, der er tilknyttet Yahoo Boys, der her forsøgte at rekruttere og træne nye sextortionsvindlere.
Meta har længe arbejdet med en kampagne, med fokus på at gøre både unge og deres forældre mere bevidste om Sextortion og farerne bag. De er også i gang med at gøre platformene sværere at misbruge til sextortion.
Blandt andet er en nøgenhedsbeskyttelsesfunktion udviklet til Instagram DM’er globalt. Denne funktion, som vil være aktiveret som standard for teenagere under 18 år, vil sløre billeder, som Meta registrerer indeholder nøgenhed, når de sendes eller modtages i Instagram DM’er og vil advare folk om de risici, der er forbundet med at sende følsomme billeder.
Hvis du som forældre, ønsker at vide mere om, hvordan sextortion foregår, så klik dig ind her hvor du vil blive ført ind i en interaktiv oplevelse, hvor du følger en 15-årig dreng, der bliver udnyttet online, her kan du som seere, navigere med i filmen, og dermed bedre forstå, hvor hurtigt og let børn kan blive ofre for sextortion. Den interaktive film er udviklet af National Center for Missing & Exploited Children (NCMEC) i USA. Formålet er at øge bevidstheden om farerne ved økonomisk sextortion, især blandt forældre og omsorgspersoner.
Hvis du vil høre mere om emne Sextortion og Yahoo Boys, så lyt til vores podcastserie Digitale Skygger, hvor Osint-konsulenten Valdemar og graverjournalist Karina Murel Mimoun dykker ned i emnet og kigger nærmere på de nigeranske Yahoo Boys.
Har du tanker om selvmord eller kender du nogen, der har, så kontakt Livslinien på 70 201 201 . www.livslinien.dk/. Eller tag fat i andre, du føler dig trygge ved. Du skal aldrig sidde alene med det. Selvmord er ikke løsningen. Der er altid hælp at få.
Børn kan også kontakte:
Kilder:
https://theconversation.com/meet-the-yahoo-boys-nigerias-undergraduate-conmen-60757
by